tirsdag den 20. januar 2009

Sorrig og glæde de vandre til hobe



Dagen i går får mig til at tænke på Kingos gamle salme

Sorrig og glæde
de vandre til hobe,
lykke, ulykke
de gange på rad,
medgang og modgang
hinanden tilråbe,
solskin og skyer
de følges og ad,
jorderigs guld
er prægtigt muld,
Himlen er ene af salighed fuld
.

Det blev en underlig dag i går og en af dem man nok aldrig glemmer.

Min mand var på høreklinikken og arbejder sig frem til om han vil opereres i øret og få lavet Cochlear Implant- et høreapparat implanteret i hørenerven, der MÅSKE kan give ham en anden hørelse- hvis han kan bruge den- hvis han kan forstå med den- hvis- hvis - hvis.

Datteren skulle til samtale på en aktivering langt fra hendes hjem i City Syd 1½ times kørsel frem og tilbage hver dag bare i bussen og ventetid oveni. Hun skal arbejde uden løn og desværre vil systemet ikke engang give til en busbillet så den skal hun få ud af sin kontanthjælp for unge- dvs næsten 500 kr til transport til et job som du ikke får løn for. Hun kan bare cykle,mener systemet, men hun har voldsom astma og afstanden tager man fra Krak- så der er jo ikke så langt- hvis man har bil og må køre på motorvejen, men det har hun ikke. Nå- hun lød nu fuld af fortrøstning. Jeg susede rundt mellem dem og vi fik handlet ind til datteren og kæresten osv.
Kæresten havde været oppe i sit projekt på AAU og fået en fin karakter for det trods en del odds imod.

Vi var hos P& P og købe garn til et halstørklæde til min far og fandt et knagende godt tilbud til en snoningstrøje til 129 kr.

Vi kom hjem til hende - fejrede det med en fastelavnsbolle på tilbud, Sønnike kom også forbi og så kørte jeg endelig hjem

Tidligt på aftenen fik jeg en sms fra datteren og fik beskeden at kærestens bedstemor var kommet på hospitalet med en hjerneblødning. Hun skulle have gæster til kaffe- var ved at bage og følte sig træt- satte sig i en stol- hun er 80 så det er jo naturligt og blev fundet der af sine gæster- afsted på sygehus og ved 23 tiden var hun død. Så hurtigt gik det.
Det er jo et forfærdeligt chok for de pårørende, så nu må vi hjælpes ad, så godt vi kan. Datteren støtter kæresten så godt hun kan og jeg støtter hende og ham.

Vejret i går var alt fra sne over slud reg>n storm og solskin, så det passede fint med den underlige dag.

Jeg får da strikket lidt indimellem men det er nok ikke lige det, der er på hovedmenuen de her dage.
Derfor vil jeg være fraværende lidt tid nu.


<> Blomstrende paradistræ

17 kommentarer:

Fríða sagde ...

puha! der er godt nok meget på din tallerken lige nu! godt I kan hjælpes ad og stötte hinanden.
kh.fra Island
Frida

Annegrethe sagde ...

Kære Karin, man skulle ikke tro at SÅ meget kunne ramle ned på een dag. Hvor er det godt at I tænker på og hjælper hinanden. Håber solen vil skinne lidt på Jer alle i den nærmeste tid. Kh. Annegrethe

Helle : sagde ...

Kære Karin jeg føler med jer og kan kun sige at jeg har læst at man bliver stærk af modgang, men jeg tror faktisk ikke at du behøver at blive stærkere. Mange Varme tanker til dig og din familie.

Karin Grøn sagde ...

Frida: sådan har det været hele mit liv, så jeg er lidt vant til det, men det letter lidt at jeg ikke går alene med det. Tænk at andre fremmede mennesker interesserer sig for det og især kommenterer på det. Det giver mig et lille pust. Tak for det.

Annegrethe
Tak for det- vi har haft solskin i dag men nu er der igen en lille sky for solen, men jeg håber ikke at der kommer så mange af den slags dage.

Helle:
Nej jeg tror efterhånden heller ikke jeg kan knækkes. Kan huske en psykolog, der havde datteren i samtale engang sagde, at jeg skulle huske at passe på mig selv for ellers var han bange for jeg fik kræft. Heldigvis har det vist sig at man ikke får kræft af modgang- men tak for din søde og medfølende støtte. Den betyder meget.

Losarinas mor sagde ...

Du godeste , sikken en dag !
Men som du selv skriver, så kommer du op igen. Godt I har hinanden, I virker som en familie , der står sammen. Pas på dig selv til vi " ses" igen :-)

Mariann sagde ...

Det var godt nok meget på en dag. Godt i har hinanden og forstår at bruge det.
Mange tanker herfra.

Madame sagde ...

Kære Karin, det gør mig ondt, at dagen skule bringe så meget modgang. Men I støtter heldigvis hinanden og er en tæt familie.

Pia sagde ...

Hej Karin. Puha..Sikken´besked at få for jer. Godt i holder sammen, men det har vi "læsere" før fået af vide i gør. Tænker på dig og dine i denne tid.
Mange venlige hilsner fra Pia

Karin Grøn sagde ...

Losarinas mor, Pia, Mariann og Madame.
Jeg tænker sommetider på, da jeg blev præsenteret for eksistentialismen og Kierkegaards filosofi og på absurd teater. Jeg synes jeg befinder mig i centrum af de tre ting. Absurd teater og eksistentialismen siger at livet er meningsløst og Kierkegaard siger vi skal vælge fordi livet er absurd, så vi får styr på livet. Alle tre ting er vigtige i denne sammenhæng.

Samtal från min trädgård sagde ...

Engang i mellem ved man ikke om man ska grine eller gräde, så meget på en dag, men du er stärk, det ved jeg. I gör som I plejer, hjälper og stötter hinanden, så kommer det nok på den rigtige vej henad vejen.

Puttenings sagde ...

Puha, sikken en omgang! Jeg sender dig lyse og positive tanker, du fortjener dem!

Alice sagde ...

Ja der kan hurtigt ske en masse.
Karin en dag hvor du har tid - vil du så ikke skrive lidt om ravely - jeg har en invitation og har oprettet en konto - men ved ikke helt hvad og hvordan jeg skal bruge det.
Hilsen Alice

bea3855 sagde ...

Ja, sa god at man kan stötte hveranden...haper solen vil kommer tilbake snart igjen...!
I mellomtiden: jeg har tagged deg ~ pa pa bloggen min.
Sender deg en stor klem,
Beatrice

Nina sagde ...

Karin, jeg sender varme tanker til dig og din familie - og glæder mig over at kunne læse om mennesker, der forstår at værne om hinanden og være noget for hinanden, både i gode og i svære tider!

Håndarbejdstøsen sagde ...

Det er godt nok meget du har om ørerne, jeg synes du lyder som en sej kvinde men der er vel grænser for hvor meget man kan klare.

Karin Grøn sagde ...

Kære " trædgaard", "Puttenings", Alice, Bea, Nina og " Håndarbejdstøsen"
Tak for jeres varmende og medfølende kommentarer. Måske er der grænser for hvad man kan klare, men det ved man heldigvis først, når man har gjort det man skal klare. Og alt det her er noget jeg skal klare, for jeg er den gamle i den her sammenhæng og der hvor de unge skal få deres hjælp og erfaringer fra og råd og vejledning og støtte. Ellers har de jo ingen til at hjælpe og hvad rolle skal man så have her i livet.
Jeg tror grænserne for hvad man kan klare flytter sig hver gang man klarer noget og jeg finder heldigvis støtte og glæde i de små ting og har øje for at få øje på det. Det er bare sådan jeg er stykket sammen fra naturens side. Gudskelov for det.
Endnu engang tak.
Kh Karin

Laila Hedam Hansen sagde ...

Kære Karin
Hvor er det godt at høre at du kan klare al modgangen, jeg ved lidt om hvad det er. Men det er lidt lige som med katten, man lander på benene hver gang. Held og lykke fremover.
Kh
Laila Hedam