torsdag den 5. maj 2011

Cardigan i kimonofacon i shetlandsuld

Cardigan i kimonofacon strikket af trekanter og firkanter
Bagsiden af cardigan
Sammenstrikning i nakken

Sammenstrikning oversiden på ærmet

Ærmet sammenstrikning

Så blev endnu en striktrøje færdig. Modellen er fra Aagaard design men jeg har strikket den sammen og for at give den lidt ekstra farve har jeg strikket nogle retstriber ind i sammenstrikningerne. Jeg synes selv den er blevet ret vellykket.
Cardiganen er strikket dels af restegarn dels af lidtnyindkøb.
Jeg har brugt lyst garn fra Aagaard tekstil og den karrygule er Geilsk tynd uld og det brune Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg. Den rustrøde er også fra Garnudsalg og et lille nøgle fra Garnblomsten fra Garnudsalg. Strikket på p nr 3 --- det er en gave så jeg kan ikke tale så meget mere om den, men jeg håber den falder i god smag

fredag den 29. april 2011

Det er godt nok længe siden.....

Sådan har vores udsigt været i 29 år - dog indimellem med blade på, men nu er det slut- de er døde allesammen :-(
En enkelt stamme tilbage mens sønnike kæmper med den

Haven uden elmetræ- det må vi til at vænne os til

Enorme mængder brænde

Et bål, der bare brændte og brændte i 3 dage

Det er længe siden, jeg har haft tid og kræfter til at blogge.

Siden starten af april har datteren haft 24 års fødselsdag og det blev fejret med 17 middagsgæster her i huset- ønsket menu blev også opfyldt- gammeldags kyllingested og marengsbund med vanillieis og jordbær og påskelørdag fyldte hendes kæreste 25, så han blev også fejret på behørig vis.

Siden har vi også fået fældet ikke mindre end 3 elmetræer, der var gået ud, med sønnikes og en nabos hjælp med en traktor.
Det gav en enorm mængde brænde som den mandlige del af familien stadig flækker løs på og et bål der brændte i 3 dage uden stop.

Nabomanden ville ikke have noget for sin hjælp, men jeg har fået lusket ud af ham, at han godt kan lide uldne sokker, så jeg er i gang med to par, og det er godt nok de største sokker jeg nogensinde har strikket- 72 m og 31 cm i foden strikket på p 2½, da det jo er sommerdage lige nu.
Et par sokker færdige og en enkelt indtil videre undervejs på resterne af elmetræet.

En anden grund er, at jeg efter operationen af datteren i Aarhus ikke har haft ret mange kræfter. Det føles som om de sidste 2½ års undersøgelser er spildt. Det ved jeg godt, de ikke er, men det har suget kræfterne ud af mig, at vi nu er tilbage i Aalborg og igen skal undersøge og prøve af. Det har dog hjulpet lidt, at hun nu har fået tid til besøg hos såvel overlægen og neurokirurgisk, hvor de forhåbentlig kan kaste lys over hvad der er op og ned på rygmarvsbrokken. Måske giver det lidt flere kræfter at få lidt mere at vide og måske hvad der er i udsigt. Ventetiden er udmarvende og utroligt trættende.

mandag den 4. april 2011

Jeg ser " Rundt regnet" rødt

Rundt regnet i forårshumør - og det her er den rigtige farve



Rundt regnet på bagsiden- og Balder

- der altid lige skal stikke næsen ind når der fotograferes.
Faktisk opdagede jeg ham først da jeg var færdig og så på kameraet.

Rundt regnet var lidt yt for datteren da jeg strikkede den første--- ja ja- det kunne hun da godt--- når mor nu endelig ville.

Men det er ændret efter den kolde vinter og hun er blevet så glad for den at hun bestilte en mere i rødt.

Vi er langt om længe ved at komme os over turen til Aarhus- det var godt nok hårdt denne gang både fysisk og i forhold til behandlingen, hvor der var masser af ventetid, ingen forståelse fra personalet og masser af løfter, som aldrig blev indfriet.
Utroligt som det gør en forske,l hvem der behandler en.
Det føltes som om man havde samme værdi fordi behandlingen ikke havde virket. Men vi er kommet videre.

Desuden kan de ikke tilbyde hende mere i Aarhus, så nu ryger hun retur til Aalborg, der så må se, hvad de kan finde på. Det varer nok et par måneder før vi hører derfra, da man jo har sparet så meget på lægesekretærerne, at der ikke er nogen til at skrive breve til folk og sende afgørelser videre- det foregår iøvrigt stadig med papir.

Vi nåede iøvrigt at se Aros den første dag på trods af lukkede/ensrettede gader og masser af vejarbejde i Aarhus indre by. Det var et stort ønske fra datteren, der selv maler til husbehov. Det fik hun en masse ud af og jeg nød Jorn udstillingen.

mandag den 28. marts 2011

Endnu en tur til Aarhus sygehus med datteren

Så går turen tidligt i morgen tidlig til Aarhus igen.

Denne gang skal det vurderes om den operation datteren fik for 3 uger siden virker.
Det må vi desværre sige, at den ikke gør, og hun skal sandsynligvis have opereret elektroden ud igen - er jeg bange for.
Vi har ikke set nogen som helst positiv effekt af den- kun 3 større og mindre operationssår og dertil hørende smerter.
Nu håber vi så, at man finder en anden løsning, der kan gøre livet udholdeligt for hende. Heldigvis er det jo ikke noget farligt, men det stresser selvfølgelig kroppen rigtigt meget. og hun har voldsomme smerter i perioder og kan hver anden dag ikke komme hjemmefra.
Så vi krydser alt hvad vi kan og håber der findes en løsning og at der ikke igen skal være måneders ventetid.

Jeg fik en fødselsdagsgave til hende færdig i går, men kan ikke vise den, for hun læser nok også med

Desuden skal jeg lige prale lidt- al nervøsiteten for udfaldet har jeg udmøntet i havearbejde, så gæt lige. hvem der er færdig med at ordne bede i køkkenhaven, så de er klar til fræsning- hvem der har klippet alle min staudebede ned og revet kvas sammen, så alle forårsløgene kommer til deres ret, beskåret buske og træer og revet det meste af græsplænen for snepest samt haft bål i 3 dage uafbrudt. Det har min mand og jeg og oveni at han har fået ryddet op i de tre elmetræer, som vi fik ned i sidste uge. Et kæmpe arbejde, men heldigvis har vi nu tørt brænde til et stykke tid.

fredag den 25. marts 2011

Blueberry waffle socks som knæstrømper



Så fik jeg strikket et par mørkerøde knæstrømper til datteren i sokkegarn fra Lidl.
Mønstret er Blueberry Waffle socks by Snady Turner, men jeg har lavet timeglashæl hverken hun eller jeg har nogen vrist. så fungerer den fint.

onsdag den 16. marts 2011

Pyha sikke et dejligt arbejde

En korkammerat og strikkeveninde hjalp sin gudmor med at rydde op i hendes knipleværelse- hun ville ikke kniple mere- så hun ville have alt sit gamle kniplegrej og mønstre og garn smidt ud. Heldigvis vidste min veninde at jeg også knipler så hun kom i går med et helt forsæde fuldt af mønstre og andet kniplegrej. Det var ikke så tosset, så hele dagen er gået med at sortere og kombinere, for det hele var gået fra hinanden, så prikkebreve, beskrivelser og arbejdstegninger lå spredt for alle vinde. Det lykkedes at finde stort set alt der hørte sammen, så nu skal jeg have anskaffet nogle papmapper til at putte det i. Det er noget af en skat jeg har fået og det er skønt, når folk tænker sig om. Hun har endda spurgt om jeg vil lærer hende og en veninde at kniple og selvfølgelig vil jeg da det. Det bliver spændende. Det bliver mine første elever på det felt.

Shhhhh--- en hemmelighed og en lille hyggelig ting

Frost fra Annette Danielsens bog " Strik naturligvis" i Blackhill højlandsgarn og alpaca

Shhh jeg har strikket en overraskelse- jeg siger ikke til hvem-- men jeg har strikket Frost fra Annette Danielsens bog " Strik naturligvis".
Som vanligt har jeg ikke købt det dyre men selvfølgelig lækre Marianne Isager garn, men strikket den i Blackhill højlandsgarn en tråd alfarød og en tråd blommetomat samt en alfarød alpaca følgetråd. Garnet er fra http://garnudsalg.dk Det er blevet supergodt hvis jeg selv skal sige det- men det kræver selvfølgelig et antal strikkeprøver, før man kan få det til at fungere. Til gengæld er den både lækker og tyk efter ønske og meget smuk i farven. Levende på en god måde

Fin detalje med belægning indvendig i halsudskæringen ved lynlåsen

Jeg var til foredrag med Annette Danielsen i Huset i Aalborg i aftes og hun nævnte, at hendes designs var mormorsikre. Dvs at de er lige så pæne på vrang som ret- det ses bl.a. i monteringen af lynlås, hvor der er strikket en belægning til indersiden.Bl.a er halsen også pæn på indersiden, da hun arbejder i vendestrik i stedet for at lukke af og tage masker op. Jeg er sikker på den bliver vel modtaget når det bliver tid.




Halsedisse i 100 % Cashmere fra Garnudsalg

Datteren fandt dette mønster på nettet
og bad mig strikke den. Det blev til et nyt indkøb hos Garnudsalg, hvor jeg meget let lod mig overtale til at købe ægte Cashmere- og det er bare superlækkert og til at betale der. Garnet er lidt spøjst at strikke med, da det opfører sig som bomuld under strikningen men bliver superblødt og lækkert når det bliver vasket. Jeg håber hun bliver glad for den.

Den er strikket i Aarhus, hvor vi kom hjem fra mandag.
Om hendes pacemaker virker eller ej, ved vi ikke endnu. Foreløbig er det kun smerter, der dominerer både i operationssåret og i maven, så nu må vi se tiden an. Hun har den indopereret på prøve i 3 uger hvor hun skal føre dagbog og så skal det vurderes om hun har gavn af den eller ej.
Iøvrigt lykkedes det mig at sparke adskillige døre ind til læger og vi fik en fin forklaring på hvad de havde set men ikke hvilken betydning det har haft og kan have forsat. Det ved de ikke på den afdeling.