søndag den 20. november 2011

Ny trappe til vores gamle hus

Den gamlie trappe, der gik i stykker i vinter med huller i det nederste trin til følge.
Indsigt fra indkørslen med den gamle trappe
Svigersønnen gør sig med lufthammer

Sønnike graver sand, mindst 2 m3 sand var fundamentet for trappen-- ikke underligt den gav sig
Så er der kun resterne af den gamle indkørselsrampe tilbage og nu skal det bare renses- pletmures og males før tømreren forhåbentlig snart kommer og laver en nu trappe med forlængelse af det lille tag ovenover så jeg ikke får vand ind når der er slagregn.

Vores gamle hus trænger hårdt til en ny trappe.
Vi har repareret på den gamle i åresvis med mange mulige og umulige resultater til følge.

Sidste vinter satte dog sit præg på den og det endte med at den revnede i pudsen fra siderne og der gik et stort hul i trappen. Diverse murere havde mange - og dyre- reparationstilbud men konklusionen er blevet, at vi vil have en trappe af træ med skridsikre trin og den gamle skulle væk efter råd fra en god nabo med 40 års jubilæum som murer. Det vil aldrig holde her i vores salte klima. Han lånte os en lufthammer og så var det ellers bare at gå i gang.

Sønnike og svigersøn og husbond gik i gang og på 2 timer forvandlede trappen sig til en nydelig plads med sand og sønnike transporterede det hele væk i en lånt trailer- fik samtidig ryddet op i et stort fyrrum, så nu er der rigtigt meget på lossepladsen og ingenting herhjemme- dejligt.

torsdag den 10. november 2011

Et prinsesvøb og det hele kongerige til en kommende prinsesse

"Det hele kongerige" eller "Prinsesvøbet" til en lille prinsesse.

Så blev Det hele kongerige - eller prinsesvøbet--- eller Hapshawl fra Shetlandsøerne endelig færdigt.
Det har været drilsk - ikke mindst pga. garnet- et kit købt hos Tante Grøn i Odense - Baby Merino uld fra Drops. Det var mildest talt svært at strikke i- ikke mindst når man lavede fejl, da garnet snoede sig selv op og bestod af 5 tynde tråde. Når man skulle fange det ved tabte masker og fejl. var det meget vanskeligt at have med at gøre, så der er trævlet mange mange meter op pga fejl, men nu skulle det så være så godt som fejlfrit og kanten blev endelig fin og i orden efter 1400 pinde.
Desværre er jeg lidt bange for slidstyrken, da det både er løst og garnet er tvundet op under strikningen, men nu får vi se.

Det er dog ikke kun strikkeri, der har stået på programmet. Sidste søndag var datteren og svigersønnen og min mand og jeg- og Balder ikke at forglemme- til Skagen 365 - en event der finder sted første søndag i november med travetur til Grenen, fotografering af fly og en god frokost på Restaurant De 2 have. Det blev en dejlig tur og vejret var smukt og skønt- vindstille 10 grader og glimt af sol, der lavede glitter i havet. Sådan en tur kan man leve på længe.

torsdag den 13. oktober 2011

Natteravn af Annette Danielsen i Blackhill højlandsgarn

Et styk NATTERAVN af Annette Danielsen fra Strik en stund i Blackhill Højlandsgarn


Her ses mønstret der er meget enkelt men effektfuldt samt en fin detalje ved ærmet.

Sønnike manglede en trøje til arbejdsbrug og kolde morgener i bilen til Viborg 80 km væk, så han er nu beriget med "Natteravn" fra Annette Danielsens bog " Strik en stund".

Den er strikket i Blackhill Højlandsgarn i to tråde - Bølgen blå og en turkisblå med nister jeg ikke kan huske hvad hedder- selvfølgelig fra http://garnudsalg.dk
Jeg er vild med deres garn. Det koster ingenting og det er en fantastisk kvalitet.

Farverne kan man som sædvanlig ikke fotografere, så det ligner. Den øverste er mest korrekt, men der er masser af spil i den, da den jo er strikket af to farver tweedgarner. Hvorfor er det så svært at fotografere de mange nuancer? Det lykkedes heller ikke, da jeg strikkede Frost i Alfarød og blommetomat i samme garn.

Trøjen er efter hans eget valg, så nu håber jeg den passer ham og han bliver glad for den.

Egentlig var garnet købt til en trøje i skyggestrik- Marker fra Strik naturligvis, men så forelskede han sig i den her og især kraven, og den tager ikke ret lang tid at strikke- faktisk under 3 uger og så har jeg endda haft travlt med en masse andre ting at lave, og da den er strikket fra to 500 g cones har jeg kun kunnet strikke når jeg sad i sofaen og har for første gang i lang tid haft et strikketøj " to go"--- jeg er nemlig igang med det hele kongerige til det kommende barnebarn.



søndag den 25. september 2011

Ammeindlæg opskrift


Ammeindlæg i dobbeltstrik.

1 ngl Arwetta 100 % merinowool giver ca 3 sæt ammeindlæg.

Slå 11 m op i dobbelt garn på p nr 3.

Tag første dobbeltmaske vrang af ( kantmaske) og tag 2. tråd garn og pegefingeren og 1. tråd over pege- og langefingeren på venstre hånd.

Strik nu 1. maske i dobbeltmasken ret med garnet over de to fingre- det længst til højre-- 1. tråd

Strik 2. maske i dobbeltmasken vrang men stik pinden under begge tråde og strik vrang med den venstre tråd---2. tråd.

Forsæt sådan pinden ud indtil sidste maske. Slå om med dobbelt garn og strik sidste maske ret med dobbelt garn

2. pind:
Strik kantmaske ved at tage masken vrang af med begge tråde

Strik drejet ret i den første lænke fra omslaget med 1. tråd og strik det næste omslag drejet vrang men med begge tråde foran arbejdet og strik med 2. tråd den drejede vrang.
Forsæt som på 1. pind indtil sidste maske og lav et omslag med begge tråde og kantmaske.

Forsæt til der er ca 28 m i dobbeltstrik dvs 56 m ialt eller hvor stort du nu ønsker det.

Strik 1 pind uden udtagninger og strik med omvendte tråde på skift på den midterste pind. Husk tråedene skal hele tiden være indeni arbejdet.

Strik indtagninger således:
Strik kantmaske og strik de to første retmasker på pinden sammen- slip den første og lad den anden blive på pinden. Træk nu maskerne på pinden lidt længere og strik de to vrangmasker vrang sammen. og slip alle 3 masker på pinden og træk til så det ikke bliver for løst.
Forsæt i dobbeltstrik pinden ud. Forsæt til der er 11 dobbeltmasker på pinden og luk af i ret så pænt som muligt.

Du kan evt strikke ammeindlægget sort på den ene side og hvidt på den anden så det ikke kan ses gennem bh en hvis man har sort tøj på og viseversa. Vær dog opmærksom på at så vil der komme sort mønster på midten hvis man vælger at strikke dem sammen.

Hvis du synes min forklaring er for svær kan du helt sikkert finde dobbeltstrik på youtube, hvor det er til at følge med billeder.

God fornøjelse til kommende bedstemødre, oldemødre og mødre og den enkelte strikkende far, der måske vil glæde sin kone;-) De findes forhåbentligt stadigvæk.

Strik kantmaske

Lidt strik i småtingsafdelingen

Firkantfutter i filtet uldgarn fra Stof og stil str 43 med ekstra filtede såler

Et lille lilla sæt med en body i Alpace fra Drops--- mønster fra Tante Grøn i Odense

To par sokker- den højre med timeglashæl den venstre med kilehæl og Lene Randorff Larsens bog " To på en pind"
Ammeindlæg til datteren i dobbeltstrik samt et par små sokker
Ammeindlæg i dobbeltstrik- fantastisk smart synes jeg--- strikket sammen på midten så de holder faconen.

Lidt strik er det da blevet til i småtingsafdelingen. Allerførst fik datterens kærestes " kolde fødder" og så måtte han jo have et par nye futsko- da han sled hul på de andre, så Stof og stils uldgarn stod for skud og det er fantastisk til at filte. For at være på den sikre side har jeg dog lavet et ekstra filtede såler og syet i bunden. Lidt ekstra flydende gummi gør vel også sit til at gøre dem mere slidstærke men har du et forslag til ekstra forstærkning er den meget velkommen.

En lille lilla body i det blødeste alpaca fra Drops købt hos Tante Grøn i Odense er det også blevet til og nu er der så et helt lille lilla sæt til den lille ny bettepige, når hun engang er færdig med at at være gymnast i sin mors mave. Hun er MEGET aktiv.

Vi var i Odense i forrige uge hvor vi fik konstateret at min mands CI apparat sad som det skulle og ikke var forskubbet af slaget under ulykken. Så der er en anden årsag til at han synes han har mistet toner. Vi var også en tur hos Tante Grøn og købte til en uglevest, der vist bliver lavet til en lille kjole i mit regi og garn til " Det hele kongerige" blev det også til samt den lille uldbody.

Tidligere på måneden var jeg sammen med en af mine strikkevenner fra Jazzstrikkerne ( vores lillebitte jazzkor på 15 har en strikkeklub !!) til" Strik under bøgen" hos Hønsestrik i Års og der var en af workshopsene ( hedder det mon det??) med Lene Randorf Larsen fra Lillestrik, der underviste i at strikke to strømper på en pind fra oven. Det blev til et par helt små strømper med timeglashæl og et par lidt større med kilehæl samt en bog om teknikken, så nu er det slut med strømpepinde. Addi lace pinde i nr 3 er vejen frem og magic loop har jeg endelig fundet ud af.

Endelig er det blevet til 3 sæt uldne ammeindlæg i det blødeste merinould i forskellige størrelser. De er strikket i dobbeltstrik og strikket omvendt på midten, så de ikke går ud af facon når de vaskes. og det fungerer perfekt og bliver tykt og lækkert. Har overvejet om jeg skal strikke et sæt til de første dage med et kartet uldindlæg. De fungerer bedre end en ble, når mælken løber til, men indtil videre må datteren klare sig med dem her. Det andet skal jeg lige have udviklet og det er selvfølgelig eget design.

Jeg er nemlig gået i gang med en tyndere uldtrøje til sønnike, der jo skal være præsentabel på job, da han underviser i fysik og derunder raketter og satellitter som han har arbejdet med på Aalborg Universitet. Derfor er han " på" på samme måde som skuespillere og andre - han skal være præsentabel, så nu bliver han "pæn" i en Natteravn fra Annette Danielsen i denimblå og turkis uldgarn fra Garnudsalget. Det bliver bare så pænt og let og luftigt. Ingen fotos før den er helt færdig, men det er lækkert at arbejde med.

lørdag den 10. september 2011

Endnu en tur på sygehuset med husbond men heldigvis var det falsk alarm




Så måtte vi i aftes igen på sygehuset med min mand og bruge 4½ time på at få scannet hjernen, da han havde nogle sære symptomer som jeg ikke turde sidde overhørig. Det viste sig heldigvis at være falsk alarm og det havde en naturlig forkalring, men det var jo ikke til at vide. Han fik konstateret at der stadig er et sår på hjernen, hvor hjerneblødningerne har siddet og at man gerne vil se ham igen om 1 måned til en ny scanning, så nu håber vi at det er sidste gang. Det har været en grim omgang .
Desværre er han ikke helt på omganghøjde endnu.

I dag har jeg klippet plænen- det tager ca 3 timer fordi den er blevet for lang pga regnvejr og varme, så den har ikke været klippet i 1½ uge. Han skulle så fjerne de nedfaldne blommer fra plænen, og det var lige ved at være for meget for ham, så han blev svimmel og jeg skal lige sige at det kun er halvdelen af træet der rækker ud over græsplæne og det bare var en lille spandfuld blommer.Så det føles som der er lang vej endnu, men jeg håber da at det kommer lige så stille.

Det er nødvendigt at fjerne blommerne for ikke at få alt for meget smat på plænen, men alle vores hundredevis af sommerfugle er nok slemt irriterede, for de elsker de rådnende blommer der ligger og gærer i det varme vejr. Vi har en del Sct Hans urt, der blomstrer nu, så når de ikke gider blommerne mere, flyver de derhen i store mængder og så kan man blive barn igen og få kaskader af sommerfugle op at flyve Det er et fantastisk syn , men man kan desværre ikke fotografere det. Balder bliver meget forvirret af dem for de sætter sig på ham og på vi andre. De er jo døddrukne og kan ikke rigtig navigere, men et flot syn er det.

mandag den 5. september 2011

Ny varmekilder til store og små

Et par sparkebukser fra Hendes verden i Mayflower Alpacca. Mønstret er strikket omvendt, da jeg synes det er upraktisk med knapper på ryggen når barnet skal skiftes. Det kan vel med lidt god vilje også kaldes en varmekilde

Så flyttede Ecoteck Amalfi ind i vores hus. Den er koblet til vores centralvarmesystem og kører på træpiller, som vi nu har bestilt. Vi har prøvet den af og den fungerer perfekt og vi kan nu slå over og bruge den i stedet for oliefyr og få lidt varme i stuen samtidig og den gamle skorsten kunne bruges.
Vores ældste brændeovn er fjernet og den "nye" er nu installeret ved den anden skorsten. Vi skal have lavet noget andet ved gulvet med tiden men skal lige finde ud hvad vi skal bruge.
Så nu er det slut med at være afhængig af olie til dyre penge. Vi har jo i forvejen solfanger på taget der også kører på centralvarmen og brugsvandet så nu kan vinteren bare komme an. Prisen for træpiller kontra olie er ca det halve, så de penge kan vi godt bruge. Eneste ubehag er at man selv skal fylde piller på hver 3.-4. dag og tømme en lille askeskuffe og et par spjæld samtidigt men det tager 2 min.