lørdag den 29. juni 2013

Strikket armbånd og en hjemmedesignet broche


På Saltum uldfestival fandt jeg et strikkekit til et perlearmbånd og af resterne designede jeg en broche som jeg regner med kan passe dertil.

Kittet er fra Magiske garner der også har flere fine brocher men jeg syntes det var sjovt at lave noget af resterne.

Silkesommerbluse til min søster


Sommerbluse til min søster- hun fik selv lov at vælge garn og model til vores fælles fødselsdag den 26. maj. Garnet er Bourettesilke fra Garnudsalg og p nr 3½ og modellen er fra strikkebogen der fulgte med Hendes Verden her i foråret.

En detalje ved ærmet, som jeg synes er rigtig fin.

Den har drillet så den er faktisk næsten blevet strikket næsten to gange fordi den drillede så den tog over 14 dage at strikke men nu er den færdig. Synes du den trækker og er skæv, så er det ginen, der har været væltet og er skæv--- ikke blusen !!!

onsdag den 12. juni 2013

En opdatering af håndarbejde -- og helbred


 Den 5. maj startede denne Mystery KAL  på Ravelry og mandag kom de sidste pinde så og det blev til et fint lille sjal med en velskrevet opskrift

 Jeg valgte at strikke på p 3½ og i Bourette morbærsilke fra Garnudsalg, som jeg købte til Åbenthus i forbindelse med Uldfestivalen i Saltum. Det er stadig på tilbud til 120 kr for en hel cone.


Sjalet kan gøres større og mindre og jeg synes det fungerer fint i bourettesilken som både er rå og fin på een gang og kan derfor gå over en festkjole, en sommerkjole eller bare til en t-shirt og et par cowboybukser en helt almindelig dag.


Som "taskestrikketøj" fandt jeg på Facebook i den gruppe, der hedder Strikke- og hækletøsserne denne opskrift på en såkaldt vindmøllekarklud.Bliver man medlem derinde er opskriften gratis. Så vidt jeg kan se er den norsk. Den øverste er strikket i helt almindeligt bomuldsgarn nr 8 og p 3  men jeg har udvidet mønstret med 12 masker og med de specielle lukkede vendemasker


Her er den strikket i en tyk bomuldsgarn med grundopskriftens 20 m men på p nr 4 For hver 6 m man tilføjer kommer der en ekstra flap på "møllevingen. Dvs denne har 2 flapper og den øverste har 4 flapper pr vinge. Jeg har strikket 2 mere men dem nåede jeg ikke at få foto af inden de røg ud af huset som gaver.

Mht helbredet er jeg nu undersøgt på kryds og tværs og alt ser sundt og raskt ud og blodtrykket er lavt og ligeså kolesterol og jeg danner ikke blodpropper, så alt i alt ved man ikke hvorfor jeg nu to gange på et år har haft halvsidig lammelse og en gang totallammelse i en time og har fået en halvsidig ansigtslammelse, så det er rart at det ikke er hjertet og hjernen ikke har taget skade af turen men hvad det så er, må jo henstå i det uvisse indtil videre, men heldigvis har jeg det godt igen.

På haverundtur en sommermorgen i juni

 Rødtjørnen blomstrer og drivhuset har fået en hylde, så nu kan vi også få georginer - nu bare i potter UDEN snegle.
 Den anden rødtjørn og rosenbedet med espalierroser og engelske roser- altsammen i gule og abrikos nuancer og med bunddække af en masse sommerblomster, der skal bruges til snit til datterens bryllup i august- bl.a. mørkerøde løvemund. Lige nu er det katteurt og blå lupiner og blå og lilla akelejer, der dominerer bedet, men senere bliver det hestemynten der tager over.
 T.v. har jeg mit William Shakespeare bed. Det skal forstås sådan at vi for 4 år siden var i England hvor vi bl.a. besøgte Shakespeares hus, hvor man har lavet en have med planter fra hans tid og opbygget som en middelalderhave. Her kunne man købe frø og de planter der står der er fortrinsvis fra de frø. Derudover står akelejefrøstjernen på spring og her har de gule skovvalmuer også blandet sig- det må de godt. Foran th et bed udelukkende med dagliljer i mange farver- det er så småt gået i blomst bagerst.
 Indgangen til gårdhaven med rosenespalier og en for længe siden selvsået cotoneaster ved stenbedet, som nu holdes i kugleform, så man kan se ned i haven fra terassen. Den rosa arvede rhododendron bagerst er på retur og overtages af en lille mindre brogetbladet lilla.
 Hostaen giver skygge til en stor samling krydderurter på terassen og står under min højt elskede Saragentæble-- en skøn busk, der giver duft i soveværelset i maj og juni med de skønneste æbleblomster i tusindtal og senere dejligt skovflimmer når solen går ned.
 Bagdøren er næsten dækket med hosta, bregner, buxbom og bronzeblad men der er også plads til min legeplads hvor de små frøformerede stauder og stiklinger står og bliver større inden de ender i bedene eller som gaver til havebekendte. Der er også plads til en stor whiskeytønde ovenpå dækslet til sivebrønden. Den er fuld af vand, men tømmes et par gange om året så vi slipper for myggeplagen.
Forrest nytilplantede krukker med liljer og sommerfuglegladiolus- en lille fin en i hvid med dybrød midte samt espalier til klokkeranke og så en selvvandingskasse med remonterende jordbær så man altid lige kan nippe et.
Terassebordet med voksdug så solen ikke er så hård ved øjnene og en krukke med lavendel for duftens skyld og bagerst krukker med lathyrus.

Nu er alle mine mange hundrede små planter priklet og plantet ud og vandet til så nu er det bare at vente på at de laver et flor til glæde og gavn for os alle og til brug ved datterens bryllup til august.

tirsdag den 28. maj 2013


Sådan en fætter bragte mig en tur på Aalborg sygehus søndag eftermiddag.
Efter en hyggelig familiefødselsdag for min søster og mig og lidt vores søn, gik det ikke helt som forventet efter oprydningen. Da jeg ville sætte mig og vente på at skulle lave aftensmad til de tilbageblevne- børn og svigersøn og barnebarn- blev jeg lammet i min gode side og faldt hen og åbentbart ikke kunne kontaktes- dvs jeg kunne høre alt men jeg kunne ikke svare eller bevæge mig. Jeg var sat ud af spillet, men familien fungerede heldigvis som den skulle. Morfar tog sig af Balder og Caroline- datteren ringede 112 og både søn og svigersøn er uddannet til præhospital i katastrofeområder hos henholdsvis Beredskab og Forsvaret, så de samarbejdede på forbilledlig vis med både hinanden og paramediciner  og Falckredder.

Denne gang kom jeg igennem den helt store tur på sygehus med stort hold behandlere og læger og diverse scanninger i en forfærdelig fart og heldigvis fortog lammelsen sig på vejen ind i ambulancen og jeg blev slutteligt indlagt på apopleksiafdelingen med en enkelt overnatning.

Jeg blev informeret om at jeg sandsynligvis har haft en blodprop i hjernen der har opløst sig selv, og derfor ikke har kunnet måles nogen steder eller ses i hjernen. Jeg fik informeret om både mit mærkelige flåtbid for 2 år siden og mine lammelser af hele kroppen to gange siden sidste år, men indtil videre er det en opløst blodprop, så nu må vi se.

Nu er jeg heldigvis hjemme igen og datter og svigersøn og barnebarn er her forsat, men mon ikke jeg får dem beroliget igen, så hverdagen kan indfinde sig igen, for  jeg vil sige med Dan Turrell

Jeg holder af hverdagen

Mest af alt holder jeg af hverdagen..............

onsdag den 15. maj 2013

Dreambirdsjalet er færdigt


Dreambirdsjalet er færdigt.

Strikket i 1 tråd Blackhill højlandsgarn og 1 tråd kid mohair fra Garnudsalg i farverne turkisgrøn og mintgrøn--- det kan ikke ses men det er grønblåt i bundfarven

Fjerene er strikket i Drops Delight.

Det er meget let og jeg glæder mig til at bruge det sammen med en skøn lang turkisgrøn florlet sommerkjole jeg har købt- måske til vores datters bryllup- det har jeg ikke helt bestemt endnu.

Den er en udfordring at komme i gang med fordi den er så detaljeret beskrevet, men der er en genial måde at vende på i vendestrikken, som bliver den jeg fremover vil bruge, da den er fuldstændig usynlig.

onsdag den 1. maj 2013

Ny brombærhue nu med sommerfugl



Caroline manglede en ny brombærhue og da den er til sommerbrug så har den fået en lille sommerfugl. Den er noget mere lilla og grøn, men af en eller anden grund kan fotografiapparatet ikke fange farven. Helt almindeligt bomuldsgarn fra Stof og Stil der har fået en masse nye farver.