tirsdag den 27. april 2010

Min mands Coclear Implant operation

Allerførst vil jeg gerne sige tak til Jer, der har spurgt til min mands Coclear Implant operation ( for de "uindviede" er det et høreapparat operereret ind i hjernen med sin indre del og den ydre del ser I nederst i indlægget)

Desværre har han i øjeblikket kun en nervepåvirkning- han siger det føles som når nogen banker på som f.eks. på en knæskal. Han bliver meget træt af det fysisk, men han har i øjeblikket ingen lyd.
Årsagen kender vi ikke endnu, men hørepædagogen mener, at der ikke er skruet nok op for apparatet.

At kommunikere om lyd, når man aldrig har hørt og den person som skal indstille apparatet ikke har læst journalen grundigt nok til at vide, at det er en døvfødt person og ikke en person, der engang har hørt, hun sidder overfor , er meget vanskelig at få til at fungere.

Min mands udtryk er at det banker på, mens teknikeren spørger om det lyder som en klokke.( Nu kan ingen jo vide, hvordan en klokke har lydt i min mands hørelse, eftersom han kun har 5 % hørelse udenfor taleområdet og er superdygtig mundaflæser, men også gerne vil have visuel kommunikation til at støtte det på)
Teknikeren taler fra sin hørende verden og han taler fra sin døve. Det kræver oversættelse, som det er svært at sætte sig ind i, når man kun kender den ene og der også er en hørepædagog med, der har prøvet det masser af gange. Næste gang ved jeg, at jeg blander mig meget mere og tager ansvaret for at oversætte, så vi ikke skal køre 600 km for ingenting. Det koster nemlig også både tid og kræfter og min mand koster det en arbejdsdag plus ret stor træthed dagen efter.
Det er lige gået op for mig, at selvom hørepædagogen kender min mand, så er det jo mig, der kender hans sproglige finesser og kan oversætte, hvad han siger og oversætte den hørende verden for ham- hvilket jeg jo har gjort i mange år - vel vidende jeg selv er middelsvært hørehæmmet. Jeg har dog kunnet høre som barn og ung og blev først hørehæmmet i 16-17 års alderen.

Apparatet ligner min mands lidt, men er alligevel lidt forskellig fra, men det giver et indtryk.
På øverste billede ses den firkantede magnet, der sidder under huden på siden af hovedet og det er der kontakten til hørenerven bliver klikket på med den lille runde magnet. Dertil er der så en fjernbetjening, som kan indstilles til 4 programmer afhængig af brugerens behov f.eks. støjfyldte rum, lytte til musik, arbejdsplads osv. Det kan dog kun bruges, hvis man får lyd på.



torsdag den 22. april 2010

To små trøjer i Alpaca til to små tvillingedrenge

Så er der små drengetrøjer i Alpaca fra Drops.

Endnu en lille drenge trøje fra Drops med birketræsknapper

Begge trøjerne i anemonetæppet og eftermiddagssol
Så fik jeg endelig de små trøjer færdige til vores højt skattede korleder i Helle for Jazz- hun hedder sjovt nok Helle - der i midten af februar nedkom med to store drenge, der er tveæggede. Hun har sendt os billeder og jeg kan forstå at de hverken er lige store eller har samme farver, så de får hver sin trøje - samme model og knapper men i hver sin farve- den ene petrol og en sjov blandet nærmest karrygul- den anden lime og turkis men i dæmpede farver. Nu håber jeg bare hun bliver glad for dem. De er i hvert fald fantastisk bløde. Jeg har aldrig strikket i Alpaca før men det er ikke sidste gang. Heldigvis fik jeg garnet i efteråret hos Bette Design i København, der solgte ud af sig Drops garn til halv pris, men jeg synes nu det rakte langt.

Københavnertur- vi var der !!!

Bjørn Nørgaard åbner sin egen udstilling på SMK

Vi var der- på Statens Museum for Kunst- populært kaldet SMK - sammen med alle spidserne og en masse kunstnere.
Lyset var rimeligt dårligt til fotografering, lyden var god og der var lavet musik - elektronisk med en cello, som akkompagnerede til Bjørn Nørgaards skulpturer Venus spejler Venus.
Egentlig skulle udstillingen have været åbnet af Dronning Margrethe, men hun havde travlt med den store middag på Christiansborg, så vi nøjedes med at få den åbnet af kunstneren himself. Det var nu ikke så ringe endda efter en direktør havde holdt en lang tale med massevis af fremmedord, som selv jeg ikke forstod så mange af- og jeg samler ellers på ord. Der var i hvert fald nye til samlingen.
SMK er nu færdigt, hvad det ikke var sidst jeg besøgte det, og det har det smukkeste auditorium helt enkelt lavet i marmor og med sorte enkle skindhynder. Det var smukt og flot--- men---- desværre var trinene for smalle eller hynderne for brede, så de eneste der kunne få fødderne ned var en str 34---- dem var der ikke så mange af til ferniseringen!! Sønnike er godt nok ikke så gammel men en god str 47 !! Alternativet var at forsøge at lave liljefødder eller dreje hele kroppen i fuldstændigt akave stillinger så føddern kunne stå på langs af hvor man sad. Endelig kunne man selvfølgelig sætte fødderne på ryggen af de foransiddende, men det ville jeg nu ikke anbefale, da de så ud til at kunne forstå hvad direktøren sagde.

Vi havde en fantastisk tur med en skøn gåtur langs Kastellet ud til Den lille Havfrue, der ikke var hjemme, men vi så hendes nabo en ilder der boede under stenene 5 m fra hende.

Vi var inde at se et skønt museum med gipsafstøbninger af diverse berømte skulpturer, hvor der var gratis adgang, vi så en smuk tremaster glide ud af havnen og så vagtparaden på Amalienborg.
Vi boede i Amaliegade overfor den Italienske ambassade og med udsigt til skønne gamle bygninger.
Vi så Fr. d. 8. palæ- der absolut er seværdigt og jeg tog nogle dansetrin i Riddersalen, som jeg også har gjort på Kronborg, så nu har jeg danset i Riddersalen både på Amalienborg og Kronborg. Ikke så ringe endda.
Vi spiste på vores stamrestaurant Riz-raz , dog denne gang i Store Kannikestræde. De var så venlige at give sønnike gratis drikkevarer fordi han var studerende. Den slags restauranter samler vi på.
Vi var i Kongens have og nød det skønneste vejr og kom sikkert med et fly til Aalborg kl 22 som nogle af de sidste i Danmark før luftrummet lukkede næste aften.
Kort sagt en dejlig tur med masser af kultur, solskin, natur og kirkebesøg- dem kan vi ikke undvære når vi besøger hovedstæder. Vi nåede Sct Ansgars kirke- den katolske- Marmorkirken og Vor Frue kirke denne gang.

Amalienborg hejste flaget- det var nok fordi vi kom!!!

søndag den 11. april 2010

Så blev datteren 23 år og skulle have bagt kage til 60

TILLYKKETILLYKKETILLYKKETILLYKKETILLYKKETILLYKKETILLYKKETILLYKKETILLYKKE Så fyldte datteren 23 år. Hun er født den 9. april 1987 under en lægestrejke, så når hun alligevel er en " kejserinde", var jeg noget utilfreds med, at det skulle være på en dag, hvor man flager på halv stang på alle offentlige bygninger indtil middag. Dog blev hun født kl 11.25 og vi har tit joket med, at vi vendte verdenshistorien, men resten af Danmark skulle jo lige opdage at hun var født før de kunne sætte flaget på hel stang kl 12. Her hos os flager vi naturligvis på hel stang HELE dagen- stik mod alle flagreglementer.

I år er hun lidt med i noget teaterproduktion i Aalborg på sin fødselsdag, hvor der spilles Skatteøen af Sebastian, så der blev lige bestilt kage til fødselsdag- og da jeg spurgte til hvor mange- var svaret 60- så det blev til to skattekort med palmer og kryds og Dannebrogsflag og bradepandekager til 60 samt slik. Næste gang hun skal holde fødselsdag må hun godt begrænse antallet af kagespisere.


Påsken er gået med familiebesøg til fødselsdag for datteren og havearbejde.




På strikkefronten er jeg i gang med en lille babytrøje, der driller. Den var næsten færdig og jeg lukkede til knaphuller, da jeg opdagede, at der var 70 masker i den ene side og 76 i den anden side og så var det op med det hele igen. Den skal nu nok blive lækker da den er strikket i Drops Alpacca og så skal der strikkes en til, for vores dirigent har fået tvillingedrenge.



Endelig har jeg nu fået invitation til åbning af udstillingen om Bjørn Nørgaard på Statens Museum for Kunst i København. Den åbner officielt den 16. april på Dronning Margrethes fødselsdag, men fordi Bjørn Nørgaard skal med til den store fest er den henlagt til den 13. april.


Det passer så med, at min mand på mandag den 12. skal have sat den ydre del af CI høreapparatet på ( den indre er jo opereret ind for en måned siden) og det er sønnikes speciale, så han vil gerne med. Derefter tager min mand hjem igen fra Odense og vi tager toget til København og indlogerer os hos en anden Margrethe, der har en Bed and Breakfast i Amaliegade med udsigt til palæerne. Så bruger vi dagen i København bl.a. på at se Fr. d. VIII palæ og en udstilling af dronningens gallakjoler på Amalienborgmuseet samt en hyggelig bytur før vi kl 17. 30 skal møde på SMK som det så smukt hedder i dag. Når vi er færdige kl 19.30 kører vi så til lufthavnen og tager et fly hjem til Aalborg kl 22 til den nette pris af 99 kr pr mand. Vi har fundet ud af at Bed and Breakfast findes overalt - også i København - og det er både meget billigere og meget bedre end hoteller- maden er i top- sengene er altid gode og der er altid rent og pænt og ikke mindst personligt og som regel med mange flere faciliteter til en lavere pris end på et hotel. Vi glæder os i hvert fald.