søndag den 27. december 2009

Flere juletræer og flere baskerhuer


Det blev lige til to hold juletræer mere- et til mine forældre og et til nabokonen, der har fødselsdag i dag - 3. juledag.






Datterens julegave kan også vises frem nu. Det blev til en baskerhue i sort og rød Kauni med muffedisser. Hun har hele sit liv frosset og det gør det ikke bedre, at hun har tabt sig en masse pga en medfødt tarmsygdom, som lige nu er på fuldt blus og- forhåbentlig - ved at blive diagnosticeret nu efter 22 års venten.
Heldigvis kan muffedisserne holde hende varm, så jeg må nok i gang med med nogle flere.



Baskerhue til nabokonen, der som sagt har fødselsdag i dag. Vi har lige været ovre at lykønske og få en kop kaffe, så vi håber hun får en god fødselsdag.

onsdag den 23. december 2009

Juletræet med sin pynt---- ønsker alle læsere en glædelig jul


Juletræet med sin pynt- venter på vi får begyndt---- er en af mine yndlingsjulesange.
Den fortæller på en smuk måde om traditionerne og om naturen.
Den har også - sammen med blogge og ting jeg har set rundt omkring inspireret mig til at strikke disse juletræer- og det ene er endda med pynt- strikket med perler inde i træet.
Hermed vil jeg ønske alle mine læsere fra nær og fjern en rigtig
GLÆDELIG JUL
med tak for mange dejlige kommentarer til mine ting og i håbet om at jeg igen til næste år vil få mange sjove og tankevækkende kommentarer
Juletræerne er enkle at lave.
Lille træ
Slå 30 m op på p nr 6 strømpeinde ( jeg strikker kun med 4 pinde- 5 p larmer) med alm totrådet uldgarn, der kan filte. Strik en pind ret- to pinde vrang og 4 p rundt og tag så to m sammen i begyndelsen af hver p. Strik 4 p og tag 2 m sm i begyndelse af hver p.
når der er 3 m tilbage strikker man alle m over på en pind og strikker ret og sætter m hen iden anden ende af pinde og strikker ret igen. Så får man en fin top.
Stort træ
40 m og samme system.
Træ med perler
ca 36 perler til stort træ ( plastperler fra Tiger) Perlerne trækkes på uldgarnet med en stramajnål. Perlerne skubbes foran arbejdet og ved hver 4. p strikker man en perle ind i masken hvor man strikker sammen og ved næste indtagningspind forskyder man den, så den ligger mellem de forrige perler.. Den lægges i højre side af masken og strikkes så bare over. Skub perlerne godt frem inden filtning.
Træerne filtes ved 40 gr med 1 spsk alm vaskepulver og tørres godt.
Og husk- du må IKKE strikke på juledag- så får du "bolne" fingre.

lørdag den 19. december 2009

En nissemand fra Nisseland ......

Vores lille nevø Anker på Sjælland, der er 1½ år skal egentlig have en ny uldtrøje, men da vi kun ser ham en eller to gange om året kan jeg ikke følge med i hvor stor han er nu og hvad han mangler. Derfor får han en lille nissemand fra Nisseland med uld indeni. Han er strikket i Kauni efter den model, som Røde Kors nørklerne bruger til dukker og han kommer med et gavekort til forældrene med lovning om en ny uldtrøje, når Anker er blevet målt, så jeg kan strikke den i den rigtige størrelse.
Håber han kan bruge den.

onsdag den 16. december 2009

Halstørklæde i dogmestrik og baskerhue

Så faldt den første julesne og jeg måtte skynde mig, for i søndags fik jeg min mors ønskeseddel og derpå stod der en hue og et halstørklæde i uld. Huen blev baskerhuen fra www.gavstrik.dk under opskrifter og tørklædet er eget design


Baskerhue i Kauni 8/2
Mit tørklæde i " dogmestrik" i vendestrik. Jeg har fundet bredden og længden på et engelsk halstørklæde i klantern og så gik jeg ellers igang med vendestrik uden tegning og lod garnet bestemme. Det kom der det her ud af.


Balder stod længe og ventede på at være fotomodel, så det fik han så lov til.

mandag den 14. december 2009

Luciadagslink på Svensk TV på nettet

Lige et lille link til SVTV1s 1 time lange Luciamorgen. Den sendes hvert år den 13. december kl 7 om morgenen og kan ses resten af året, så god fornøjelse.

http://svtplay.se/t/123386/luciafirande_i_sv

søndag den 13. december 2009

Luciamorgen

Lyset kommer med stjernen og jeg tænker på at det er Luciamorgen. Fra vi boede i Nordsjælland har jeg hver luciamorgen været oppe at fejre Luciamorgen og bage Luciabrød.

Solen stiger yderligere ude over havet og desværre kan fotoapparatet ikke opfatte alle de skønne nuancer

Jeg har igen i år været ukristeligt tidligt oppe og bage luciabrød med safran men for første gang venter vi med at se svensk luciamorgen på svensk tv 1. De genudsender i aften kl 18.15 og skulle nogen kunne se det og have interesse for korsang og musik er det en meget smuk udsendelse. I år er det fra Vaxsjø kirke med 180 terner der synger et hav af svenske luciasange. Vi kender jo kun den neapolitanske fiskersang her i landet, men i Sverige har de rigtigt mange og lur mig om der ikke stadig skrives nye.
Brødene spiser vi normalt til morgenmad og hele huset er oplyst af levende lys og så ser vi tv i mørket og hører de smukke sange. Brødene kan spises hele dagen med smør eller uden noget eller med honning og til kaffe og te og med den mængde jeg har bagt i år tror jeg at der bliver lidt til fryseren også.
LUCIABRØD
ca 2 plader
100 g smør
5 dl mælk
1 æg
50 g sukker
½-1 g safran
½ tsk salt
25 g gær
ca 550 g mel ( juster mængden- det kan variere meget men ca 10 dl)
Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælk og varm det til lillefingervarm. Stød safranen i en morter med lidt af sukkeret og tilsæt det sammen med resten af sukkeret, saltet, ægget og gæren, der opløses i blandingen

Tilsæt mel lidt efter lidt. Det er en bløddej, dvs smørret er med til at den kan slippe bordet, men den skal selvfølgelig hænge sammen og kunne arbejdes med, så tilsæt melet så det passer- gerne lidt for blød.
Lad dejen hæve i 45 min
Rul dejen ud til en plade ca 20 cm bred og 1 cm tyk og skær ca 1 cm tykke stænger af det. Form det til lussekatte, som de hedder på svensk. Alle mulige og umulige krumspring og cirkler, men altid med en spiral der vender den ene eller anden vej i spidserne.
Pensel med et sammenpisket æg med lidt vand i og pynt spiralerne med en enkelt rosin.
Lad efterhæve ca 20 min og bag ved 225 g i 10 min.
Hvis du ikke synes du har penge til safran, kan du bruge gurkemeje ca 1 spsk og 1 tsk kardemomme. Det giver også en god smag. Desuden kan man putte en håndfuld rosiner i dejen, hvis man har lyst.

onsdag den 9. december 2009

Vendsysselgrønlangkål

Så er der dømt vendsysselgrønlangkål- omend lidt forsinket i år pga misvækst i grønkålen. Det er første gang i de 26 år vi har boet her, så jeg måtte vente på at min gamle far på 80 fik høstet sine og min mor fik dem kogt, så jeg kunne få resten.
Proceduren er, at man tager bladribben af og så skal de vaskes og vaskes og vaskes i badekarret- mindst 5 gange og min omhyggelige mand står for den side af sagen.
Heldigvis er der næsten altid tilbud på nogle gode og ikke for fede ribbensstege op mod jul, så de bliver grønsaltet et døgn og kogt i en gryde før kålen kan blive kogt. Derefter bliver kålen kogt mør i ca 10 min. Nogle på egnen koger dem i 3 timer, men så er de brune og kedelige og efter min mening uden smag og struktur.
Kålen lægges op på et fad og når det er til at røre ved krystes de som en god stor snebold og så meget af suppen som muligt krystes ud.
Derefter køler de helt af og bliver så frosset ned i portioner. Desværre blev det kun til 14 grønkålsboller i år. Ærgerligt for vores unge for de plejer at overtage resterne- det er dejligt fastfood med et stykke medister eller hamburgerryg til hvis man har travlt med eksamenslæsning i januar.
Tilberedningen består i, at bollerne tøs op og skære i skiver og hakkes groft med en kniv. På panden smeltes ca 1 spsk smør og 1 spsk svinefedt og kålen varmes heri under omrøring, for ellers bliver de hurtigt brændt på. Når den er rygende varm samles den med så meget piskefløde, at den lige netop hænger sammen- ikke mere - og så smages den til med salt og en knivspids sukker- det må IKKE være sødt. Dertil spises koldt kogt flæsk, som suppen er kogt på, stegt medister og eller kogt kold medister og evt kogt kold hamburgerryg.De seneste år er vi også begyndt at få sukkerbrunede kartofler dertil, men vi har også prøvet med brasekartofler og det falder mere i vores smag. Det kan nemt blive for sødt og fedt og vammelt. Naturligvis skal det så også serveres med gode hjemmesyltede rødbeder og en god sennep- eller flere forskellige for den sags skyld. Dertil drikkes rigtig julehvidtøl og gerne en bjesk.
Alle her i huset kan lide det selvom det ikke ser så lækkert ud når det er færdigt, så smager det guddommeligt.