søndag den 6. januar 2013

Store, store sokker i meget stærke farver


Svigersønnen har fået smag for mine hjemmestrikkede uldne sokker og har selv indkøbt Brugsens strømpegarn i diverse ret hidsige farver.
Han mener, at når han er klædt klassisk og pænt så må han godt skeje ud på fødderne---- og det gør han så!!!
Sokkerne er strikket i str 45  to på een pind fra tåen og op og med fodformet fod strikket efter et tegnet fodaftryk og timeglashæl.
Da han er udstyret med nogle særdeles kraftige lægmuskler måtte jeg tage ud inden timeglashælen og lade den udtagning følge med op i skaftet. Desuden har jeg brugt en specielt elastisk aflukning, som du kan se her

Jeg strikker altid skaft og fod lige lange, så plejer det at passe nogenlunde.

fredag den 4. januar 2013

Jul og nytår 2012

Et meget forsinket men ikke mindre velment glædelig jul og godt nytår til alle mine læsere.Jeg har ikke haft stunder til at skrive herinde og årsagen kan du se nedenfor, men jeg håber de dejlige fotos fortæller deres egen historie. 

 Disse skønne unge mennesker berigede vores jul 2012. Sønnike i 5 dage, svigersøn og datter og barnebarn i 12 dage og senere svigermor i 4 dage til nytår. Derfor har der været meget stille her på bloggen, for jeg har ikke haft tid til at blogge eller se på nettet. Billedet ser idyllisk ud, men 5 sekunder efter fik barnebarnet fat i mors hår og trak til og Balder gik sin vej og alt var kaos. Sådan er julen også med en lille terrorist i familien.

Alligevel er og bliver hun Bedstes sukkerknald - og juleaften havde hun fået en peberkagekjole på og nissehue og kravlede alt det hun kunne rundt indtil hun kørte med sin far og mor ned til sin farmor og bedstefar og fejrede jul for så at komme tilbage igen samme aften- dog først efter en god julefrokost med vendsysselgrønlangkål.

Julegavetrøjen Lukas i Duo merinould blev også prøve og passede fint. Det her billede siger ret meget om barnebarnet--- kom så med den mad--- for pokker da!!!
 Den hjalp farmand så med at lave og han fik lært at bage store franskbrød og lave leverpostej, så det var en stor hjælp, da han anden gang selv gik i køkkenet og bagte to franskbrød. I det hele taget hjalp alle godt til, så jeg overlevede, for jeg har tendens til at ville lave det hele selv og når der gået nogle dage brækker jeg ned. Det skete ikke denne gang fordi alle hjalp til og det var dejligt.
 Nytårsaften blev fejret her og skrubsakken tog en lille tur i sin nye gåvogn fra Brio med mor som chauffør.
 Sit første ord sagde hun også i denne jul og det blev hverken forståeligt mor far eller mad, men BALDER--- eller rettere ALDER.--- og bedste legetøj i verden er hans hale-- pak alt det pædagogiske sammen, men han bliver heldigvis advaret for hun jubler højt når hun kommer kravlende hen imod ham.
Oldemor var også på besøg i nogle dage og nød at kigge på oldebarnet.
 Oldeforældrene til den anden side fejrede juleaften her og uden oldebarn, men allerede 2. juledag aflagde hun dem besøg til traditionel familiejulefrokost.
OG så trætte bliver både barnebarn og bedstemor, når aftenen falder på og der er gang i familiejulen.

NU er de allesammen rejst hjem og i morgen er det Hellig tre kongers aften og vi kan spise vendsysselgrønlangkål for sidste gang og rydde julepynten væk og hverdagen kan begynde for alvor.
Det er nu heller ikke så ringe endda

tirsdag den 11. december 2012

Barnebarnets første babynisse


 Lille babynisse- den første til barnebarnet- med sut og det hele og alt syet godt fast.


Nu skal den bare vaskes for hun elsker at rode med mit strik, så den bliver helt sikkert et scoop.Den er stoppet med kartet uld, så den kan holde til det og holder også faconen.
Den er strikket i Blackhill Højlandsgarn fra Garnudsalg

Årets produktion af filtede juletræer står til tørre på pillebrændeovnen.
Jeg samler dem i små grupper på 3 ad gangen to med perler og en uden i forskellig højde. Mønstret finder her
Det er en fin lille gave til folk man gerne vil give en lille hilsen uden det skal koste " det vilde" og har man et halvt nøgle af en eller to grønne farver er de hurtigt strikket.

fredag den 7. december 2012

En vuggestuesweater til den kolde tid

 Raglansweater strikket fra oven med rullekant og slids og perlestrikkant. Strikket i tilbudsgarn i superwash Palett fra Sandness garn.
Trøjen er til barnebarnet, der jo forsat kravler på gulvet og trænger til at holdes varm.


onsdag den 5. december 2012

Endelig blev min uldtrøje færdig

 Enkel trøje i firkanter af Madam Høgh, Aagaard Tekstil er endelig blevet færdig
 Den har to forskellige farver ærmer og jeg overvejede om jeg skulle strikke dem to farvede så den var ens på forsiden og bagsiden, men valgte at lade være efter jeg havde syet forstykkerne sammen. Det er et hestearbejde. I opskriften foreslås at sy dem sammen med kastesting i dobbelt garn men det ved jeg ikke holder i længden. jeg plejer at strikke sådan noget sammen men ville for en gang skyld være "pæn" og gøre det som der stod - dog med madressting--- det VAR et hestearbejde.
Jeg fik den fotograferet med indhold i aftes men da var den ikke vasket og blokket. Det har den så til gengæld vundet ved.
Den var længe undervejs for den var købt som kit og for tredje gang var der ikke garn nok i kittet til den store størrelse- der manglede ca 15- 20 g og det var så 14 dage undervejs, men nu er den endelig færdig så det vil jeg glæde mig over.

En lille cardigan- Lukas fra Lillestrik

En lille cardigan- Lukas- med rullekanter i Duo
i design af Lene Randorff Larsen, Lillestrik. Den er strikket fra oven og sjov at strikke og selfølgelig strikket i et stykke. og uden sammensyninger.