Så blev gaven til nabokonen færdig og jeg tror den her holder. Det vil hun gerne gå med- tror jeg- det er enkelt og alligevel specielt på en dæmpet måde. Det håber jeg i hvert fald hun bliver glad for. Hun fylder 60 år på lørdag.
Jeg overvejer lidt om jeg skal sætte nogle perlemorsknapper i tørklædet, men tænker alligevel at det måske ikke er så god en ide, hvis hun begynder at kaste det rundt om halsen . Hvad synes du?Huen skal selvfølgelig også have et par stykker eller tre, tænkte jeg.
Derudover har jeg ikke været så aktiv på det sidste.
Først fik jeg en omgang forkølelse der varede en halv snes dage, og så blev jeg rask, og datteren og jeg tog en tur til København på juleindkøbstur, hvor jeg så reddede mig en gang Roskildesyge som først er ved at være væk nu. Aldrig har jeg været så syg.
Det har i det hele taget været en rigtig uheldig tid.
I går var jeg i Aalborg- skulle til samtale med datteren, der selvfølgelig også har været syg og ligget herhjemme siden fredag, men så blev sagsbehandleren syg.
Da jeg skulle hjem, tankede jeg benzin og, så ville bilen ikke starte!
Det viste sig at være nøglen, der var gået i stykker og startspærreren var gået i udu, men det kostede mig 1½ time i en kold bil, hvor jeg ventede på Falck.
Da jeg langt om længe kom hjem, ville jeg starte opvaskemaskinen - naturligvis gik håndtaget i stykker, så nu venter jeg på en håndværker og jeg har vasket en kæmpeopvask op i hånden. Opvaskemaskinen blev også gjort ren så mon ikke det alligevel havde et formål. Det håber jeg.
Og mens jeg skrev dette her brændte jeg så lige en gryde havregrød med tranebær fast i bunden af en gryde.
Jeg tror jeg skal have det andet ben ud af sengen i dag.
