
I øjeblikket er der så meget snak om Udkantsdanmark og os, der bor her, kan jo sagtens nikke genkendende til rigtigt mange af de ting, der bliver sagt.
I vores område, der indbefatter gårde og huse fra hvad der engang var et lillebitte bysamfund med købmand- hvor vi selv bor - smedje, skrædder, central samt en masse landarbejderhuse, der forlængst er forsvundet-- er der sket stor udskiftning og folk bor her uden at kende hinanden ordentligt.
Derfor har jeg som konsekvens heraf- og en interesse fra nogle naboer for mit strikketøj- valgt at samle kvinderne og invitere på en fælles tur til Saltum på søndag til Uldfestival. Min erfaring er at det er nemmest at få kvinder med til at lave noget socialt og så kommer resten af familien gerne med hen ad vejen.
Jeg har været sent ude, men jeg håber at få tilbagemeldinger fra dem og så håber jeg at vi bliver en lille flok, der kan tage afsted og være startskuddet til at lave nogle hyggelige ting sammen og lære hinanden at kende her hvor vi bor.