Viser opslag med etiketten Aarhus sygehus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Aarhus sygehus. Vis alle opslag

onsdag den 9. marts 2011

Så går turen til Aarhus med datteren


Så går turen til Aarhus i morgen tidlig kl 6.30. Vi skal møde på det gamle amtssygehus i Tage Hansensgade kl 9 og det betyder at vi rammer myldretidstrafikken i Aarhus. Det er jeg ikke vild med.
Datteren skal reopereres med pacemaker i ryggen til at styre peristaltrikken og skal have opereret elektroder ind i ryggen fredag. Mandag skal hun så have tilsluttet strøm og så skal der gå 3 uger hvor det er på prøve. Derefter skal hun enten have opereret en pacemaker ind i kroppen eller have dem fjernet afhængig af om det har effekt. Hun har voldsomme smerter nu hver eneste dag, så hun får forhåbentlig hjælp af det.
I denne omgang er det blevet i mit lod at tage med hende derned. Man indlægger ikke den slags patienter på en sengeafdeling, men på et patienthotel, hvor der er en sygeplejerske i receptionen, der må give håndkøbsmedicin. Ellers skal man klare sig selv helt og aldeles og det kan af forskellige årsager ikke lade sig gøre for hende. Læger er der ikke tilknyttet og vi har ikke talt med en læge siden november. Jeg vil nu forsøge at sparke mig vej gennem systemet og få en læge i tale. Det føles som om man lægger folk på samlebånd og opererer dernede og ingen af dem har brug for at få talt med lægen. Sådan er det IKKE.
Vi har brug for at få en forklaring på den rygmarvsbrok de har fundet, for kontaktsygeplejersken kan/ må / vil ikke udtale sig af skræk for at sige noget forkert og lægerne er ikke tilstedeværende. Jeg bad om at tale med en læge med viden om det allerede i sidste uge og fik at vide at der ikek var læger at få i tale mandag- torsdag og fredag. Da der er weekendlukket vil jeg så gerne vide om de kun er på job tirsdag og onsdag- for så er det da det jeg skal være i mit næste liv!
De burde have et kursus i almindelig høflig kommunikation, så både afsender og modtager er tilfredse.
Jeg håber at få sparket et par døre ind hos en læge eller to så jeg kan få besked om hvad der foregår.
Vi har jo forsat kun fifty fifty procent chance for at det lykkes- dvs det er kun halvdelen af de patienter, der har lignende sygdomme, der får hjælp af denne operation og pga smerterne sidste gang er datteren selvfølgelig bange. Det skulle nemlig være en smertefri operation.
Desuden gik det jo galt sidste gang og ingen tog notits af at hun havde voldsomme smerter. Det oplever hun ofte- at folk og især læger ikke tror på hvad hun siger- det er meget mærkeligt, men sådan er det med hende.

Så der bliver lidt stille for mig her på bloggen i den kommende weekend.
Hvis datteren har det nogenlunde tager vi måske en tur i Den gamle By søndag hvor der loves 10 graders varme- for den ligger på den anden side af gaden.