mandag den 26. august 2013

Datteren blev gift med verdens rareste mand og sødeste svigersøn og bedste far til vores barnebarn


Vores skønne unge familie blev viet på en vidunderlig sensommerdag i Solbjerg kirke ved Bælum


Kirken var smukt pyntet i sensommerfarver og brudetyl og i det hele taget var er en let og lys høststemning til hele brylluppet. De blev viet af en af vores allerbedste venner, der er præst i Veng kirke, og rejste herop sammen med sin mand, som vi har kendt i mange mange år og som har kendt datteren siden hun blev født- faktisk var han med til hendes barnedåb og hun holdt en forrygende skøn bryllupstale. Der blev sunget, så taget var ved at lette, selvom der var to nye salmer, for der var skuespillere fra Skansespillet, FDFere og familie med musikbaggrund og mange mange mennesker- faktisk var der omkring 100 i kirken, så Solbjerg kirke havde slet ikke salmebøger nok selvom der var en del der havde med selv.

 Den smukke smukke brud foran Bælum skovpavillion, hvor festen blev fejret som en høstfest med bl.a. æresport af halm med blomster og rønnebær og hyben, som jeg havde lavet.
Inde var der georginer og store tagetes på scenen ( potter fra min have og altankasser) og nedenfor var der en halmballe med masser af store græskar i masser af farver og masser af rønnebær.
Der var blomster og korn overalt og runde fade med store bloklys og pilekranse med nedstukne lyse roser og masser af korn og blomster. Det var en meget smuk sal vi fik lavet.
Istedet for at leje duge havde jeg købt hvide lagner i god kvalitet på tilbud og dem er jeg i færd med at vaske og nu kommer ingen i familien til at mange lagner i mange år. Vi har nemlig 14.
Venner og især gommen har en stor familie, der kom fra fjern og nær - sågar Dalarne i Sverige var repræsenteret og der var masser af skønne sange og taler og sjove indslag. Der var jo også skuespillere og musikere og fortællere med og der blev danset kædedans til Drømte mig en drøm- og en videre udvikling af den. Maden blev nydt- lakseroulade med salat og krebs- tag selv bord fra Aalborgs bedste slagter og en bryllupsislagkage fra Ryå is - Aabybro mejeri- lavet med små legobagere, der rullede marcipan sammen og med legoklodser lavet i marcipan og en forrygende skøn is.
Natmad var ost fra slagteren og hjemmebagt brød og min søster og svogers egen fårespegepølse osv osv.
Alle småkager var hjemmebagte- der blev sablet champagne af gommen og vi havde en helt vidunderlig fest.


Den røde løber var rullet ud og barnebarnet og nevøen var brudesvend og brudepige.
Blussene blev tændt ved 21 tiden, da der blev mørkt og brændte smukt i skoven hele natten og i baljerne var der blomsterhoveder og flydelys.


 Vores gamle bil har de unge overtaget og den var pimpet med rødt hjerte og røde roser i tyl  og hele vejen gennem skoven havde flagalle.


Senere var der skrevet på bilen overalt- denne var den sjoveste--- men det fik vi af inden nogen kørte i den. De tog nemlig en taxa til Bed and Breakfast i nærheden, hvor vi også overnattede med barnebarnet i et værelse ved siden af. Endnu engang en skøn og utroligt ren og hyggelig Bed and Breakfast. Det kan ikke roses nok, hvad man får for pengene sådanne steder.


Dagen derpå ved Svanfolk Bed and Breakfast, hvor vi fik den mest forrygende morgenmad efter en dejlig nat i en skøn ren seng og med total stilhed. Skønt efter kalas med 56 gæster.

14 kommentarer:

Lona sagde ...

Sikken en fantastisk dag det må have været, stort tillykke!

Karin Grøn sagde ...

Lona- tusind tak--- det var en oplevelse for livet og vores datter synes det var den bedste dag i hendes liv. Svigersønnen syntes det var da deres datter blev født men det skulle han jo heller ikke lægge krop til. Datteren synes dagen EFTER fødslen var fantastisk og især bryllupsdagen var så dejlig.

Lene sagde ...

Hjertelig tillykke med og til brudeparet, det lyder som en helt fantastisk dag. Og folk, der kan synge, er en fornøjelse at have med i kirke og til fest :-)

Kludemutter sagde ...

Tillykke med brudeparret ;)
Jeg er vild med den æresport.

Eva sagde ...

Tillykke. Det ser ud til at have været en fantastisk dag, hvor alle gjorde deres bedste til at få en skøn fest.

Mona Elisabeth Pedersen sagde ...

Hej Karin
Sikken dog et fantastisk bryllup ! og fine kniplinger ! Det lyder som den mest perfekte dag :o)
Tillykke med dem.

Mette G. sagde ...

Stort tillykke med dem. Ser ud til at have været en fantastisk dag :-)

Lavendel sagde ...

Sikke en fest - ved jo , du har haft rigtig travlt. Det er dejligt, når alt klapper - selv vejrguderne var med jer.

Jane sagde ...

Stort tillykke med brudeparret :-)

Det lyder til I har haft en fantastisk dag og fest. Jeg er vild med høst-temaet og får næsten associationer til Morten Korch´s tid/film :-)

Johanne sagde ...

Hjertelig til lykke - det kan ikke siges nok :-) Sikke dog en fantastisk dejlig dag, og jeg kan se en meget smuk kirke. Hvor har I dog fortjent det alle sammen :-)

Karin Grøn sagde ...

Tak allesammen for jeres søde hilsner. Det var nemlig en slags Morten Korch tema med høsttema. Datteren har altid syntes at brylluppet i Vagabonderne på Bakkegården var det mest fantastiske man kunne tænke sig og svigersønnen er kommet i Skovpavillionen hele sin barndom og mange familiefester har været holdt der, så det var to fluer med et smæk. Der var så dejlig en stemning og de problemer der opstod klarede vi med improvisationer og et godt grin. Det kan åbne mange døre til folk man ikke kender. Vi NØD det i fulde drag og ingen af dem har haft en bedre dag. Der er ikke meget prinsesse over vores datter og har aldrig været, men bondekone- det ville hun gerne være-- så høsttemaet var oplagt.

Madame sagde ...

Tillykke med de unge mennesker - sikke en skøn dag I har haft alle sammen!

Anne-Mettes Oaser sagde ...

Tillykke med de unge mennesker. Din beskrivelse af brylluppet lyder som en drøm. Og sådan en dag skal jo netop være en drømmedag :-)

Karin Grøn sagde ...

Takker for alle lykønskninger på de unge menneskers vegne. Det blev en drømmedag og jeg synes det meste lykkedes så godt som det kunne. Det var en dejlig dag at tænke tilbage på.