onsdag den 8. juni 2011

Yndigt dufter Danmark i skærsommerluften- hvad går hun dog og laver- hende tante Grøn

Den første linje i overskriften er fra en meget smuk korsats af Højbye- hundesvær men teksten er fantastisk.
Ja- hvad går hun dog og laver hende tante Grøn??
Hun nyder sommeren i Danmark- kan man andet?
Her er en lille billedkavalkade af hvad der er sket i maj.

Nellemanns have - Sæby



En solid og smuk havelåge til Nellemans have. Det er et fantastisk sted med gratis adgang og der er legeplads, gynge, borde og bænke til at spise ved og der er også godt gemt af vejen - et toilet.
Et fint sted at besøge med madkurv eller kaffe en sommerdag. Skønnest i maj men også smukt resten af året.
Balder og min mand nød også livet og hyggede sig i haven.
Træerne står i højt græs med lavtklippede brede stier- jeg synes ikke der findes noget smukkere
Mit yndlingsparadisæble er Saragentæblet- det er sundt- det fejler aldrig noget- det blomstrer guddommeligt og dufter skønt - der er fyldt med bier og senere bittesmå røde æbler, som fuglede elsker og det er skriggult i efteråret og passer ferfekt i en smuk buket af røde georginer.De kan faktisk også klippes til hæk.
Udsigten fra det fine nye lysthus der er lavet med udsigt over haven og ud over havet til Læsø.
Er det ikke vidunderligt smukt- og så dufter det fortrylllende- både tulipaner og azalea
Skønne tofarvede tulipaner under gule azalea og lilla syrener
Under de pink paradisæbletræer fandtes disse skønne tulipaner
Black Pjerrot og og Angelique tulipaner i højt græs- findes der noget smukkere- de er sat under de rødbladede paradisæbler med rosa blomster.Fantastisk syn.


Fælles fødselsdag hos søsteren i Støvring


Søsterens og min fælles 55 års fødselsdag blev holdt hos hende og vi sidder og nyder deres grønne have. Så er det sommer i Danmark. Hun blev iøvrigt meget glad for cardiganen i trekanter og firkanter.
Sønnike elsker at være i marken hos moster og onkel så derfor ser han så tilfreds ud, men måske også fordi han på det tidspunkt har fået at vide, at han har fået job som matematik og fysiklærer på et gymnasium i Aalborg. Det er han meget glad for, da han ikke kan få job som nyuddannet elektronikingeniør fordi han ikke har nogen erfaring. Han har sågar mødt firmaer der først vil ansætte folk når de er over 33 fordi de ellers bare rejser fra dem! Et andet firma ringede og sagde at den stilling som var slået op som nyuddannet var besat af en med lidt mere erfaring alligevel, men han skulle bare blive ved at søge så på et eller andet tidspunkt så fik han nok noget!! Skal lige huske at sige at det er de store firmaer der råber på at de gerne vil have nyuddannede. Der er bare ingen stillinger alligevel, men de får en masse gratis reklame for firmaet. Det er bare varm luft.
Svogeren på egen jord. Han har 10 tdl og er naturvejleder og lærer på produktionsskole, hvor de laver gamle æblesorter til præstegårdshaven i Ø. Hornum, hvor der engang var en præst der satte sig for at samle alle de frugtsorter i Danmark han kunne finde på. Dem laver min svoger så med sine unge og lægger jord til at de kan få en god størrelse før de f.eks. skal genplantes i præstegårdshaven, i Øm kloster eller i Pometet i Tåstrup, hvor han har sorter, som de ikke har. Vi er på vej ud at se til æbletræerne.


Hjallerup markedsgæster



Mad må der til når de unge kommer hjem og hvad gør man når man ikke har handlet ind og har 5 skrupsultne til frokost inden de skal på Hjallerup marked sammen . Jo man tager 10 æg og rydder spinatbedet og alt hvad der er grønt og smager godt fra haven såsom vild kørvel, persille. purløg, radiser grønkålsblomster og asparges og roder det sammen på en pande med lidt røget skinke og frisk rugbrød og vips er de mætte.


Bangsbo Blomsterfestival 2011

En af de skønne blomsteropsatser ved Bangsbo herregård, der i dag er museum og er hovedsæde for De nordjyske kystmuseer i Sæby, Skagen og Frederikshavn og hvor datterens kæreste skal i praktik i ½ år til august.
Ved voldgraven ved Bangbo Herregård
Bangsbo Blomsterfestival er spændende og ligger vidunderligt ved foden af Pikkerbakkerne og ved herregården Bangsbo
Livet går jo videre, så sms må der til

3 kommentarer:

Farmer sagde ...

Hvor er det spændende læsning. Tak for dejlige indlæg, som har fyldt min morgen.

Dette familiemedlem, som arbejder med gamle sorter. Har vedkommende, eller produktionsskolen, en hjemmeside.
Det er sådan fat, at jeg også morer mig lidt med de gamle sorter, og derfor er temmelig nysgerrig desangående.

Karin Grøn sagde ...

http://www.rebildps.dk/forside.aspx
Han hedder Karsten Hansen og er lærer på Rebild produktionsskole, og du kan træffe ham på ovennævnte adresse.
Tak for din hilsen--- jeg har jo ikke lavet så meget men jeg har nydt det og sommeren i Danmark. Spændende læsning på din blog også. Netop landbrug i jordhøjde uden sentimentalitet eller romantik, men sådan som det føles i hverdagen. Spændende læsning om dyrene.

Farmer sagde ...

Pænt af dig at kikke forbi på min blog og dejligt at du kunne lide hvad du læste. Tusind tak for linket, som jeg om et øjeblik vil klikke ind på.