Pyha - en dag i går- en masse strygetøj - et arbejdsværelse på 28 kvm der lignede kaos og en influenza, der ingen ende vil tage.
MEN nu har jeg styr på mit garnlager- fortrinsvis i nogle stærke kasser- håber jeg- fra IKEA. Det er godt at få ryddet op i garnet, for man får 1000 ideer, så nu behøver jeg ikke købe i lang tid.
Så fik min mand også blod på tanden og vi fik rigtigt ryddet ud i værelset og gennemgået skufferne i kommoden med hovsagaver og på det store arbejdsbord og smidt nogle gamle madrasser ud, som vi alligevel aldrig får brug for. S-K-Ø-N-T hvis det bare ikke skulle akkompagneres af mine host og nys hele tiden. Men NU er der orden - lidt igen.
Jeg fik også lappet det tøj der lå så nu har jeg igen et gammelt lækkert uldtæppe i bedstemorfirkanter, der ikke er gået fra hinanden. Det nød jeg hele aftenen i stormen i vores gamle utætte hus, der brager som et skib i storm, men som aldrig mister noget som helst.
Nu står køkkenet for skud i dag, men min mand har fået ferie, så mon ikke jeg kan sparke ham til at hjælpe lidt til i hvert fald med de øverste hylder, hvor jeg ikke kan nå op.
Det ser ud til sol og stille vejr her fra morgenstunden, så den står nok også på vinduespudsning og vi skal have hentet vores juletræ.
Vi er nødt til at arbejde for i morgen skal datteren til samtale om sin elevplads efter prøvetid og vi håber hun får lov at beholde den. Hun er på nedsat tid pga et mindre medfødt handicap, der først blev diagnosticeret da hun var næsten 15 år. Det har givet en masse knubs, men vi håber hun klarer sig igennem. Det vil være en trist julegave at få, at hun mister sit job og kommer på kontanthjælp.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar